Onlineaftale om G Suite for Education

Denne aftale om G Suite for Education ("Aftalen") indgås af og mellem Google Inc. ("Google") og den kunde, der er angivet i Ordredokumentet ("Kunden"). Denne Aftale træder i kraft på den dato, hvor Kunden klikker på knappen "Jeg accepterer" nedenfor, eller den dato, hvor Aftalen kontrasigneres ("Ikrafttrædelsesdatoen"), hvis det er relevant. Hvis du accepterer Aftalen på vegne af Kunden, erklærer og garanterer du: (i) at du har fuld juridisk bemyndigelse til at indgå en bindende aftale på vegne af din arbejdsgiver eller den relevante juridiske person vedrørende disse vilkår og betingelser, (ii) at du har læst og forstået denne Aftale, og (iii) at du på vegne af den part, du repræsenterer, accepterer denne Aftale. Hvis du ikke har juridisk bemyndigelse til at forpligte Kunden, skal du ikke klikke på knappen "Jeg accepterer" nedenfor (eller du skal ikke fysisk underskrive denne Aftale, hvis dette ville være relevant). Denne Aftale omhandler Kundens adgang til og anvendelse af Tjenesterne med virkning fra Ikrafttrædelsesdatoen.

  • 1. Tjenester.
    • 1.1 Faciliteter og dataoverførsel. Alle faciliteter, der bruges til lagring og behandling af kundedata, vil leve op til rimelige sikkerhedsstandarder, der er lige så sikre, som sikkerhedsstandarderne på faciliteter, hvor Google lagrer og behandler egne oplysninger af tilsvarende type. Google har som minimum implementeret industristandardsystemer og -procedurer, der sikrer datasikkerhed og fortrolighed for Kunden, beskyttelse mod forudsete trusler og farer for sikkerheden eller integriteten af Kundens data samt beskyttelse mod uautoriseret adgang til eller brug af Kundens data. Som en del af leveringen af Tjenesten vil Google muligvis overføre, gemme og behandle Kundedata i USA eller i ethvert andet land, hvor Google eller deres agenter har faciliteter. Med sin brug af Tjenesterne accepterer Kunden denne overførsel, behandling og lagring af kundedata.
    • 1.2 Ændringer.
      • a. Af Tjenesterne. Google kan fra tid til anden foretage kommercielt rimelige ændringer af Tjenesterne. Hvis Google foretager en væsentlig ændring af Tjenesterne, informerer Google Kunden herom, forudsat at Kunden har indgået aftale med Google om at blive informeret om en sådan ændring.
      • b. Af Vilkår på webadresser. Google kan fra tid til anden foretage kommercielt rimelige ændringer af vilkårene på webadresser. Hvis Google foretager væsentlige ændringer af Vilkårene på webadresser, informerer Google Kunden herom enten ved at sende en e-mail til E-mailadressen til meddelelser eller via Administrationskonsollen. Hvis ændringen har en væsentlig negativ indvirkning på Kunden, og Kunden ikke kan acceptere ændringen, skal Kunden underrette Google via Hjælp inden tredive dage efter at have modtaget meddelelsen om ændringen. Hvis Kunden underretter Google som påkrævet, vil Kunden forblive underlagt de vilkår, der er gældende umiddelbart inden ændringen, indtil udløbet af den daværende aktuelle Gyldighedsperiode. Hvis Tjenesterne fornyes, bliver de fornyet i henhold til Googles derefter gældende vilkår på webadresser.
    • 1.3 Aliasser. Kunden bærer alene ansvaret for at overvåge, besvare og på anden måde behandle e-mails, der sendes til aliasserne "abuse" eller "postmaster" for Kundedomænenavne, men Google har ret til at overvåge e-mails, som sendes til disse aliasser for Kundedomænenavne, for at identificere misbrug af Tjenesterne.
    • 1.4 Annoncer. Google leverer ikke Annoncer til Tjenester og bruger ikke Kundedata til Annonceringsformål
    • 1.5 Slutbrugerkonti. Kunden kan anmode om slutbrugerkonti ved at: (i) anmode om dem online via administrationskonsollen eller (ii) kontakte Googles supportpersonale efter Begyndelsesdatoen for tjenesterne. Kunden kan når som helst suspendere eller slette slutbrugerkonti via administrationskonsollen.
    • 1.6 Google Vault. Hvis Kunden køber Google Vault, gælder følgende yderligere vilkår:
      • a. Opbevaring. Google er ikke forpligtet til at opbevare arkiverede Kundedata ud over den opbevaringssperiode, der er angivet af Kunden (med undtagelse af retslige tilbageholdelser). Hvis Kunden ikke fornyer Google Vault, har Google ingen forpligtelser til at fastholde arkiverede Kundedata.
      • b. Første køb af Google Vault. Ved første køb af Google Vault accepterer Kunden at købe Google Vault-slutbrugerkonti til alle medarbejdere, der har G Suite for Education-slutbrugerkonti. Kunden kan gratis bruge Google Vault for Students and Alumni.
      • c. Yderligere Slutbrugerkonti til medarbejdere. Når Kunden har gennemført sit første køb af Google Vault og i løbet af en Tjenesteperiode tilføjer mindst 20 % flere Slutbrugerkonti til medarbejdere end købt tidligere i den pågældende Tjenesteperiode, accepterer Kunden at købe Google Vault til disse yderligere Slutbrugerkonti for Kundens på tidspunktet resterende Gyldighedsperiode for Google Vault-tjenester. Desuden accepterer kunden ved hver årsdag for Startdatoen for faktureringen at købe Google Vault til yderligere Slutbrugerkonti til medarbejdere, der føjes til de tidligere købte. Dette gælder for den resterende del af Kundens på tidspunktet aktuelle Gyldighedsperiode for Google Vault-tjenester.
    • 1.7 Erklæring om privatliv. Erklæringen om privatliv for G Suite for Education regulerer, hvordan Google indsamler og bruger oplysninger om Kunden eller Slutbrugere.
  • 2. Kundens forpligtelser.
    • 2.1 Tilladte formål. Tjenesterne må kun bruges af (a) nonprofit uddannelsesinstitutioner og (b) andre nonprofit-enheder (som defineret i de relevante regler på statsniveau).
    • 2.2 Overholdelse. Kunden skal bruge Tjenesterne i overensstemmelse med Politik for acceptabel brug. Google kan til enhver tid gøre nye apps, funktioner eller funktionaliteter til Tjenesterne tilgængelige. Anvendelsen af disse kan være betinget af Kundens accept af yderligere vilkår. Google vil desuden stille Yderligere tjenester (ud over Tjenesterne) til rådighed for Kunden og dennes Slutbrugere i henhold til Vilkårene for yderligere tjenester og de relevante produktspecifikke servicevilkår fra Google. Hvis Kunden ikke ønsker at aktivere nogen af de Yderligere tjenester, kan Kunden aktivere eller deaktivere dem når som helst via Administrationskonsol.
    • 2.3 Kundens administration af Tjenesterne. Kunden kan gennem Administrationskonsollen angive en eller flere Administratorer, der skal have adgang til Administratorkontoen og til at administrere Slutbrugerkonti. Kunden er ansvarlig for (a) at holde adgangskoden og Administratorkontoen/-kontiene fortrolige, (b) at udpege de brugere, der har adgangsrettigheder til Administratorkontoen/-kontiene, og (c) at sikre, at alle aktiviteter i relation til Administratorkontoen/-kontiene overholder denne Aftale. Kunden accepterer, at Googles forpligtelser ikke omfatter intern styring eller administration af Tjenesterne for Kunden, og at Google udelukkende fungerer som databehandler.
    • 2.4 Slutbrugeraccept. Kundens Administratorer kan have mulighed for at få adgang til, overvåge, bruge eller videregive data, der er tilgængelige for Slutbrugerne på Slutbrugerkontiene. Kunden er forpligtet til at indhente og bevare den nødvendige accept fra Slutbrugerne i relation til: (i) Kundens adgang til, overvågning, brug og offentliggørelse af disse data samt Googles levering af funktioner til dette formål, og i relation til (ii) Googles levering af Tjenesterne.
    • 2.5 COPPA og Forældresamtykke. Hvis Kunden tillader Slutbrugere under 13 år at bruge Tjenesterne, giver Kunden, som det kræves i Children's Online Privacy Protection Act, samtykke til indsamling og brug af personlige oplysninger i Tjenesterne fra sådanne Slutbrugere, som det er beskrevet i Erklæring om privatliv for G Suite for Education. Kunden indhenter forældresamtykke til indsamling og brug af personlige oplysninger i Yderligere tjenester, før Kunden giver Slutbrugere under 18 år adgang til at bruge disse tjenester.
    • 2.6 Uautoriseret brug. Kunden skal yde en kommercielt rimelig indsats for at forebygge uautoriseret brug af Tjenesterne og for at bringe enhver uautoriseret brug til ophør. Kunden skal straks underrette Google om enhver uautoriseret brug af eller adgang til Tjenesterne, som Kunden måtte få kendskab til.
    • 2.7 Begrænsninger i brugen. Medmindre Google specifikt skriftligt accepterer det, må Kunden ikke (og Kunden vil foretage kommercielt rimelige tiltag for at sikre, at en tredjepart ikke vil): (a) sælge, videresælge, leaser eller på anden måde stille Tjenesterne til rådighed for tredjepart (medmindre dette udtrykkeligt er tilladt i henhold til denne Aftale), (b) forsøge at foretage reverse engineering af Tjenesterne eller disses komponenter, (c) forsøge at skabe en erstatning eller lignende tjeneste ved hjælp af eller via adgang til Tjenesterne, (d) bruge Tjenesterne til Aktiviteter med høj risiko eller (e) bruge Tjenesterne til at lagre eller overføre Kundedata, der eksportkontrolleres i henhold til love om eksportkontrol. Kunden er alene ansvarlig for at overholde HIPAA.
    • 2.8 Anmodninger fra tredjepart. Kunden er ansvarlig for at besvare Anmodninger fra tredjeparter. Google vil i det omfang, dette er tilladt i henhold til gældende lov og i henhold til vilkårene for anmodninger fra tredjepart (a) straks underrette Kunden om eventuelle anmodninger, som modtages fra tredjepart, (b) efterkomme Kundens rimelige anmodninger med hensyn til dennes bestræbelser på at modsætte sig en anmodning fra tredjepart og (c) give Kunden de nødvendige oplysninger eller værktøjer til at besvare anmodninger fra tredjepart. Kunden er forpligtet til selv at forsøge at indhente de oplysninger, som er nødvendige for at kunne besvare en anmodning fra tredjepart, og vil kun kontakte Google, såfremt Kunden ikke selv med en rimelig indsats kan indhente sådanne oplysninger.
  • 3. Betaling. Hvis en eller flere af Tjenesterne er købt for et Gebyr, er disse Tjenester underlagt vilkårene i Afsnit 3.
    • 3.1 Betaling. Alle Gebyrer forfalder 30 dage efter fakturadatoen. Medmindre andet fremgår af bestillingsformularen, skal alle betalinger angives i amerikanske dollars (USD). Betalinger, der sker via bankoverførsel, skal indeholde følgende instruktioner:
      Bankens navn: ABA-nummer: Kontonummer:
      Wells Fargo Bank
      Palo Alto, Californien USA
      121000248
      Google Inc.
      4375669785
    • 3.2 Forfaldne betalinger. Forfaldne betalinger kan blive pålagt en rente på halvanden procent pr. måned (eller den højeste rente, der tillades af lovgivningen, hvis denne er mindre) fra forfaldsdatoen, og indtil hele beløbet er betalt. Kunden er ansvarlig for at afholde alle rimelige udgifter (herunder til advokatsalærer), som Google måtte blive påført i forbindelse med inddrivelse af forfaldne beløb, medmindre sådanne forfaldne beløb skyldes faktureringsfejl fra Googles side.
    • 3.3 Indkøbsordrer.
      • a. Påkrævet. Hvis Kunden ønsker et indkøbsordrenummer angivet på sin faktura, skal Kunden informere Google om dette og udstede en indkøbsordre til Google. Hvis en indkøbsordre er påkrævet fra Kundens side, og Kunden ikke udsteder indkøbsordren til Google, er Google ikke forpligtet til at levere Tjenesterne, før indkøbsordren er modtaget hos Google. Eventuelle vilkår og betingelser på en Indkøbsordre gælder ikke for denne Aftale og er ugyldig.
      • b. Ikke påkrævet. Hvis det ikke er påkrævet for Kunden, at der angives et indkøbsordrenummer på fakturaen, udsteder Kunden en frafaldelse af kravet om indkøbsordre til Google, hvilket kan ske via e-mail. Hvis kunden frafalder kravet om indkøbsordre, (a) fakturerer Google Kunden uden indkøbsordre, og (b) accepterer Kunden at betale fakturaer uden indkøbsordre.
    • 3.4 Skatter. Kunden er ansvarlig for at betale eventuelle Skatter, og Kunden skal betale Google for Tjenesterne uden fradrag af sådanne eventuelle Skatter. Hvis Google er forpligtet til at indsamle eller betale Skatter, vil disse Skatter blive faktureret til kunden, medmindre Kunden giver Google et gyldigt certifikat om skattefritagelse, der er godkendt af den relevante skattemyndighed. Hvis gældende lovgivning pålægger Kunden at tilbageholde Skatter fra sine betalinger til Google, skal Kunden give Google en officiel skattekvittering eller anden relevant dokumentation af sådanne betalinger.
    • 3.5 Tvister i forbindelse med fakturaer. Alle tvister i forbindelse med fakturaer skal indsendes inden fakturaens forfaldsdato. Hvis parterne finder, at visse faktureringsunøjagtigheder kan tilskrives Google, vil Google ikke udstede en revideret faktura, men derimod en kreditnota, som angiver det forkerte beløb på den pågældende faktura. Hvis den faktura, som tvisten vedrører, endnu ikke er betalt, vil Google anvende kreditnotabeløbet på den bestridte faktura, og Kunden vil være ansvarlig for at betale den samlede forfaldne saldo på den pågældende faktura.
  • 4. Fakturering, Takster. Hvis en eller flere af Tjenesterne er købt for et Gebyr, er disse Tjenester underlagt vilkårene i Afsnit 4. På Startdatoen for fakturering eller derefter fakturerer Google Kunden for hver af de relevante Tjenester forud for det Månedlige gebyr, Årlige gebyr eller gebyret for den oprindelige Gyldighedsperiode (efter relevans), som alle beskrives i Bestillingsformularen.
  • 5. Tekniske supporttjenester.
    • 5.1 Fra Kunden. Kunden vil for egen regning besvare ethvert spørgsmål og enhver klage fra Slutbrugere eller tredjeparter vedrørende Kundens eller Slutbrugernes anvendelse af Tjenesterne. Kunden skal yde en kommercielt rimelig indsats for at løse supportrelaterede problemer, før problemerne eskaleres til Google.
    • 5.2 Fra Google. Hvis Kunden ikke kan løse et supportrelateret problem i overensstemmelse med ovenstående, er Kunden berettiget til at eskalere problemet til Google i overensstemmelse med retningslinjerne for tekniske supporttjenester. Google yder Teknisk support til Kunden i henhold til Retningslinjerne for teknisk support.
  • 6. Suspendering.
    • 6.1 Af Slutbrugerkonti fra Googles side. Hvis Google får kendskab til en slutbrugers misligholdelse af Aftalen, er Google berettiget til at anmode den pågældende Kunde om at suspendere den relevante slutbrugerkonto. Hvis Kunden undlader at efterkomme Googles anmodning om at Suspendere en Slutbrugerkonto, forbeholder Google sig retten til at gøre det. Googles eventuelle Suspendering er gældende, indtil den pågældende Slutbruger har bragt den misligholdelse, der var årsag til Suspenderingen, til ophør.
    • 6.2 Akutte sikkerhedsproblemer. Til trods for ovenstående er Google berettiget til automatisk at suspendere den krænkende brug i tilfælde af akutte sikkerhedsproblemer. Suspenderingen skal være af det mindste omfang og af den korteste varighed, som er nødvendig for at forebygge eller afhjælpe det Akutte sikkerhedsproblem. Hvis Google uanset årsag opsiger en Slutbrugerkonto uden foregående meddelelse til Kunden, vil Google på Kundens anmodning meddele Kunden årsagen til Suspenderingen så hurtigt, som det er rimeligt muligt.
  • 7. Fortrolige oplysninger.
    • 7.1 Forpligtelser. Parterne er forpligtet til (a) at beskytte den anden parts fortrolige oplysninger under anvendelse af den samme agtsomhed, som den pågældende part anvender til at beskytte sine egne fortrolige oplysninger, og til (b) ikke at videregive fortrolige oplysninger bortset fra til søsterselskaber, medarbejdere og agenter, som har behov for kendskab til oplysningerne, og som skriftligt har accepteret at holde oplysningerne fortrolige. Parterne, herunder eventuelle søsterselskaber, medarbejdere og agenter, som parterne har videregivet fortrolige oplysninger til, må kun anvende fortrolige oplysninger til at udøve rettigheder og varetage forpligtelser i henhold til Aftalen og er forpligtet til at udvise rimelig agtsomhed for at beskytte oplysningerne. Parterne er ansvarlige for eventuelle søsterselskaber, medarbejdere eller agenters misligholdelse af dette Afsnit.
    • 7.2 Undtagelser. Fortrolige oplysninger omfatter ikke oplysninger, som: (a) modtageren af de Fortrolige oplysninger allerede kendte, (b) bliver offentligt tilgængelige uden modtagerens indblanding, (c) modtageren uafhængigt udledte, eller (d) blev givet retmæssigt til modtageren af en anden part.
    • 7.3 Påkrævet videregivelse af oplysninger. Hver part kan videregive den anden parts Fortrolige oplysninger, når det kræves ved lov, men kun, hvis dette er juridisk tilladt, efter at have: (a) anvendt kommercielt rimelige bestræbelser på at underrette den anden part og (b) givet den anden part mulighed for at bestride videregivelsen.
    • 7.4 FERPA. Parterne anerkender, at (a) Kundedata kan indeholde personligt identificerbare oplysninger fra uddannelsesposter, der er underlagt FERPA ("FERPA-registreringer"), og at (b) Google, i det omfang Kundedata omfatter FERPA-registreringer, vil blive betragtet som "School Official" (som begrebet bruges i FERPA og de regler, der implementeres herunder) og vil overholde FERPA-reglerne.
  • 8. Immaterielle rettigheder, Brandelementer.
    • 8.1 Immaterielle rettigheder. Undtagen som udtrykkeligt angivet heri giver denne Aftale ikke nogen af parterne rettigheder, hverken stiltiende eller på anden måde, til den anden parts indhold eller andre immaterielle rettigheder. Som mellem parterne ejer Kunden alle Immaterielle rettigheder i Kundens data, og Google ejer alle Immaterielle rettigheder i Tjenesterne.
    • 8.2 Visning af Mærkevareelementer. Google må vise de Kundemærkevareelementer, der er godkendt af Kunden (en sådan godkendelse anses for at være givet, når Kunden uploader sine Mærkevareelementer til Tjenesterne) inden for angivne områder af Tjenestesiderne. Kunden kan angive arten af denne brug ved hjælp af Administrationskonsollen. Google må også vise Googles Mærkevareelementer på Tjenestesiderne for at vise, at Tjenesterne er leveret af Google. Ingen af parterne må vise eller bruge den anden parts Varemærker på en måde, som ikke udtrykkeligt er tilladt i denne Aftale, uden forudgående skriftligt samtykke fra den anden part.
    • 8.3 Begrænsninger for Mærkevareelementer. Enhver anvendelse af en parts Mærkevareelementer vil træde i kraft til fordel for den part, der ejer de immaterielle rettigheder til disse Mærkevareelementer. En part må inddrage den anden parts ret til at bruge førstnævntes Mærkevareelementer i overensstemmelse med denne Aftale med skriftlig meddelelse til den anden part og rimelig tid til at stoppe brugen.
  • 9. Offentlig omtale. Kunden accepterer, at Google kan medtage Kundens navn og Brandelementer på en liste over Googles kunder, både online og i promoveringsmaterialer. Kunden accepterer også, at Google mundtligt kan referere til Kunden som kunde til de Google-produkter eller -tjenester, der er omfattet af denne Aftale. Dette afsnit er underlagt afsnit 8.3.
  • 10. Erklæringer, garantier og ansvarsfraskrivelser.
    • 10.1 Erklæringer og garantier. Parterne bekræfter, at de har bemyndigelse og tilladelse til at indgå denne Aftale. Parterne bekræfter, at de vil overholde alle relevante love og bekendtgørelser, som gælder for deres levering eller brug af Tjenesterne (herunder relevante lovbestemmelser om underretning om sikkerhedsbrister). Google garanterer at levere Tjenesterne i overensstemmelse med den gældende SLA. Kunden accepterer at bruge Tjenester og Yderligere tjenester i overensstemmelse med Children's Online Privacy Protection Act fra 1998, herunder, men ikke begrænset til, at give samtykke eller indhente forældresamtykke til indsamling og brug af elevers personlige oplysninger som beskrevet i afsnit 2.5 ovenfor.
    • 10.2 Ansvarsfraskrivelser. I DET VIDEST MULIGE OMFANG, DER TILLADES AF GÆLDENDE LOVGIVNING, MEDMINDRE ANDET ER UDTRYKKELIGT ANGIVET HERI, GIVER INGEN AF PARTERNE NOGEN ANDRE GARANTIER, HVERKEN UDTRYKKELIGE, STILTIENDE, LOVFÆSTEDE ELLER PÅ ANDEN MÅDE, HERUNDER, UDEN BEGRÆNSNING, GARANTIER OM SALGBARHED, EGNETHED TIL ET BESTEMT FORMÅL OG IKKE-KRÆNKELSE. GOOGLE FREMSÆTTER INGEN PÅSTANDE OM INDHOLD ELLER OPLYSNINGER, DER STILLES TIL RÅDIGHED AF ELLER VIA TJENESTERNE. KUNDEN ANERKENDER, AT TJENESTERNE IKKE KAN FORETAGE ELLER MODTAGE OPKALD, HERUNDER NØDOPKALD, OVER OFFENTLIGE TELEFONNETVÆRK.
  • 11. Gyldighedsperiode, Gebyrer.
    • 11.1 Aftalens gyldighedsperiode. Denne aftale er gyldig i Gyldighedsperioden.
    • 11.2 Tjenesternes Gyldighedsperiode og køb i løbet af Tjenesternes Gyldighedsperiode. Google leverer Tjenesterne til Kunden i Tjenesternes Gyldighedsperiode. Medmindre parterne aftaler andet på skrift, vil købte Slutbrugerkonti købt under enhver Tjenesteperiode have en proportional periode, der slutter på den sidste dag for den pågældende Tjenesteperiode.
    • 11.3 Automatisk fornyelse. Ved udløbet af hver Tjenesteperiode bliver Tjenesterne (og alle Slutbrugerkonti, der før dette er blevet købt mod gebyr) fornyet automatisk for en yderligere Tjenesteperiode på tolv måneder. Hvis en af parterne ikke ønsker, at Tjenesterne skal fornyes, skal parten skriftligt underrette den anden part om dette, mindst 15 dage før den på tidspunktet gældende Tjenesteperiode udløber. Underretningen om den manglende fornyelse er gældende fra udløbet af den aktuelle Tjenesteperiode.
    • 11.4 Gebyrer. I den Indledende periode opkræver Google ikke gebyrer af Kunden for Tjenesterne (udover for Google Vault eller for betalt lagerplads, hvis det er relevant). Efter parternes indbyrdes skriftlige accept (a) kan Google opkræve gebyrer af Kunden for Tjenesterne efter den oprindelige Tjenesteperiode, og (b) kan Google opkræve gebyrer af Kunden for en Premium-version af Tjenesterne eller for valgfrie funktionaliteter eller forbedringer, der føjes til Tjenesterne af Google (f.eks. Google Vault eller betalt lagerplads, hvis det er relevant).
    • 11.5 Brug af Tjenesterne. Kunden er ikke forpligtet til at bruge Tjenesterne og kan til enhver tid og af hvilken som helst årsag (eller uden årsag) afbryde brugen af Tjenesterne.
    • 11.6 Reviderede priser. For tjenester, som Kunden har købt mod et gebyr, kan Google revidere sine takster for den følgende Tjenesteperiode med mindst 30 dages forudgående skriftligt varsel til Kunden (eventuelt via e-mail) før starten af den følgende Tjenesteperiode.
  • 12. Ophør.
    • 12.1 Ophør ved misligholdelse. Hver af parterne kan afbryde opfyldelse af eller opsige denne Aftale, hvis: (i) den anden part misligholder Aftalen væsentligt og undlader at afhjælpe misligholdelsen inden for tredive dage efter modtagelse af en skriftlig meddelelse, (ii) den anden part ophører med sin forretningsdrift eller bliver underlagt konkurssag, og sagen ikke afvises inden for halvfems dage, (iii) den anden part misligholder Aftalen væsentligt mere end to gange til trods for afhjælpning af sådanne misligholdelser.
    • 12.2 Anden form for ophør. Kunden kan ophæve denne Aftale af enhver årsag (eller uden årsag) med tredive dages skriftligt varsel til Google, dog betinget af, at Kunden stadig er forpligtet til at betale eventuelle Gebyrer for Tjenester, som Kunden har købt, og som er gældende for den resterende Tjenesteperiode for de berørte Tjenester.
    • 12.3 Konsekvenser ved ophør. Hvis denne Aftale bringes til ophør, sker følgende: (i) De rettigheder, som den ene part har tildelt den anden, bortfalder øjeblikkeligt (bortset fra som angivet i dette Afsnit), (ii) Google giver Kunden adgang til og mulighed for at eksportere Kundedata i en kommercielt rimelig periode til Googles til enhver tid gældende satser for de pågældende Tjenester, (iii) Efter en kommercielt rimelig periode sletter Google Kundedata ved at fjerne henvisninger til dem på Googles aktive servere og overskriver dem med tiden, og (iv) På anmodning skal hver part straks foretage kommercielt rimelige tiltag for at returnere eller ødelægge alle andre Fortrolige oplysninger tilhørende den anden part.
  • 13. Skadesløsholdelse.
    • 13.1 Fra Googles side. Google vil forsvare og holde Kunden skadesløs fra og mod alle ansvar, skader og omkostninger (herunder forligsomkostninger og rimelige advokatsalærer), der opstår fra en tredjeparts krav om, at Googles teknologi, der bruges til at stille Tjenesterne til rådighed, eller ethvert af Googles mærkevareelementer krænker eller fejlagtigt tilegner sig ethvert patent, enhver ophavsret, forretningshemmelighed eller ethvert varemærke tilhørende tredjepart. Til trods for ovenstående kan Google i henhold til dette afsnit under ingen omstændigheder holdes ansvarlig for (i) anvendelse af eventuelle Tjenester eller mærkevareelementer tilhørende Google på en ændret måde eller i kombination med materialer, der ikke er leveret af Google, eller for (ii) eventuelt indhold eller eventuelle oplysninger eller data, som leveres af Kunden, Slutbrugere eller andre tredjeparter.
    • 13.2 Mulig overtrædelse.
      • (a) Reparation, erstatning eller ændring. Hvis Google med rimelighed mener, at Tjenesterne krænker en tredjeparts immaterielle rettigheder, vil Google: (a) indhente retten til, at Kunden på Googles regning kan fortsætte med at anvende Tjenesterne, (b) levere en tilsvarende erstatningstjeneste med ikke-krænkende funktionalitet eller (c) ændre Tjenesterne, så de ikke længere er krænkende.
      • (b) Suspendering eller opsigelse. Hvis Google ikke mener, at de ovennævnte muligheder er kommercielt rimelige, kan Google suspendere eller opsige Kundens anvendelse af de berørte Tjenester. Hvis Google bringer de berørte Tjenester til ophør, er Google forpligtet til at refundere Kunden det forholdsmæssige beløb (hvis relevant), som Kunden måtte have betalt for perioden efter Tjenesternes ophør.
    • 13.3 Generelt. Kunden skal straks underrette Google om kravet og samarbejde med Google om at forsvare kravet. Google har fuld kontrol over forsvaret, bortset fra at: (a) ethvert forlig, der kræver, at Kunden skal indrømme ansvar eller betale et beløb, vil kræve Kundens forudgående skriftlige samtykke, idet dette dog ikke må blive urimeligt tilbageholdt eller forsinket, og (b) at Kunden kan tage del i forsvaret med sin egen advokat for egen regning. OVENNÆVNTE SKADESLØSHOLDELSE ER KUNDENS ENESTE MULIGHED FOR AFHJÆLPNING VED GOOGLES KRÆNKELSE AF EN TREDJEPARTS IMMATERIELLE RETTIGHEDER I HENHOLD TIL DENNE AFTALE.
  • 14. Ansvarsbegrænsning.
    • 14.1 Begrænsning af indirekte ansvar. INGEN AF PARTERNE KAN I HENHOLD TIL DENNE AFTALE HOLDES ANSVARLIG FOR MISTET INDTJENING, INDIREKTE ELLER SÆRLIGE SKADER, HÆNDELIGE SKADER ELLER KONKRETE SKADER ELLER PØNALERSTATNING, UANSET OM DEN PÅGÆLDENDE PART VAR BEKENDT MED ELLER BURDE HAVE VÆRET BEKENDT MED MULIGHEDEN FOR SÅDANNE SKADER, OG UANSET OM DIREKTE ERSTATNING IKKE UDGØR TILSTRÆKKELIG AFHJÆLPNING.
    • 14.2 Begrænsning af beløb ved erstatningsansvar. INGEN AF PARTERNE KAN I HENHOLD TIL DENNE AFTALE HOLDES ANSVARLIGE FOR MERE END: (I) ET TUSIND DOLLAR ELLER (II) DET BELØB, SOM KUNDEN HAR BETALT TIL GOOGLE I HENHOLD TIL DENNE AFTALE I LØBET AF DE TOLV MÅNEDER UMIDDELBART FORUD FOR DEN BEGIVENHED, SOM HAR GIVET ANLEDNING TIL KRAVET.
    • 14.3 Undtagelser vedrørende begrænsninger. Disse ansvarsbegrænsninger gælder i videst mulig udstrækning inden for rammerne af gældende lov, men gælder ikke for krænkelse af fortrolighedsforpligtelser, en parts krænkelse af immaterielle rettigheder tilhørende den anden part eller skadesløsholdelsesforpligtelser.
  • 15. Diverse.
    • 15.1 Meddelelser. Medmindre andet er angivet i denne Aftale, (a) skal alle meddelelser være skriftlige og adresseret til den anden parts juridiske afdeling og primære kontaktpunkt, og (b) meddelelse vil blive betragtet som givet: (i) når den er blevet verificeret via skriftlig kvittering, hvis den sendes med personlig kurer, kurertjeneste, eller når den modtages, hvis den sendes uden bekræftelse af modtagelse, eller (ii) når den bekræftes via automatisk kvittering eller elektroniske logfiler, hvis den sendes pr. fax eller e-mail.
    • 15.2 Overdragelse. Ingen af parterne må overdrage eller overføre dele af denne Aftale uden den anden parts skriftlige samtykke bortset fra til et affilieret selskab, men kun hvis: (a) overdrageren skriftligt indvilliger i at være bundet af vilkårene i denne Aftale, og (b) den overdragende part forbliver ansvarlig for forpligtelserne pådraget under denne Aftale inden overdragelsen. Ethvert andet forsøg på at overføre eller overdrage er ugyldigt. Andre eventuelle forsøg på overførsel eller overdragelse er ugyldige.
    • 15.3 Overdragelse af styring. Ved overdragelse af styring (for eksempel gennem aktiekøb eller salg, fusion eller anden form for virksomhedsoverdragelse): (a) skal den part, der oplever overdragelse af styring, levere en skriftlig meddelelse til den anden part inden tredive dage efter overdragelsen af styringen, og (b) den anden part har ret til straks at opsige denne Aftale på ethvert tidspunkt mellem overdragelsen af styring og tredive dage efter modtagelsen af den skriftlige meddelelse i underafsnit (a).
    • 15.4 Force Majeure. Ingen af parterne kan holdes ansvarlig for utilstrækkelig opfyldelse i den udstrækning, at det skyldes et forhold (som eksempel naturkatastrofe, krigs- eller terrorhandlinger, uroligheder, arbejdsforhold, regeringshandlinger og internetforstyrrelse), som lå uden for partens rimelige kontrol.
    • 15.5 Ingen frafaldelse. Manglende gennemførelse af en bestemmelse i denne Aftale vil ikke udgøre en frafaldelse.
    • 15.6 Vilkårenes uafhængighed. Hvis en bestemmelse i denne Aftale viser sig at være uden retskraft, vil dette ikke berøre den øvrige del af Aftalen, som forbliver i kraft og fuldt gældende.
    • 15.7 Intet agentur. Parterne er uafhængige underleverandører, og denne Aftale skaber ikke et agentur, partnerskab eller joint venture.
    • 15.8 Ingen begunstigede tredjeparter. Der er ingen begunstigede tredjeparter for denne Aftale.
    • 15.9 Rimeligt retsmiddel. Intet i denne Aftale vil begrænse nogen af parternes evne til at søge rimeligt retsmiddel.
    • 15.10 Gældende lovgivning.
      • a. For offentlige myndigheder. Hvis Kunden er en offentlig myndighed i form af enten en by, en region eller en stat, er parterne enige om ikke at offentliggøre lovvalg og værneting.
      • b. For alle andre myndigheder. Hvis Kunden er en myndighed, der ikke hører ind under Afsnit 15.10(a), gælder følgende: Denne Aftale er underlagt lovgivningen i Californien, eksklusive denne stats valg af lovregler. PARTERNE ACCEPTERER, AT ALLE EVENTUELLE TVISTER VEDRØRENDE ELLER I RELATION TIL DENNE AFTALE HENHØRER UNDER DOMSTOLENE I SANTA CLARA COUNTY I CALIFORNIEN SOM PERSONLIG OG EKSKLUSIV JURISDIKTION.
    • 15.11 Ændringer. Enhver ændring skal ske skriftligt og udtrykkeligt angive, at den udgør en ændring af denne Aftale.
    • 15.12 Længst gyldighed. Disse afsnit vil fortsat være gældende efter udløb eller ophør af denne Aftale: 7 (Fortrolige oplysninger), 8.1 (Immaterielle rettigheder), 12.3 (Konsekvenser af ophør), 13 (Skadesløsholdelse), 14 (Begrænsning af ansvar), 15 (Diverse) og 16 (Definitioner).
    • 15.13 Hele Aftalen. Denne Aftale og alle dokumenter, der refereres til heri, er parternes fulde aftale i forbindelse med dens emne og går forud for alle tidligere eller samtidige aftaler om dette emne. Hvis Kunden vises en lignende aftale om samme emne, når Kunden logger ind for at bruge Tjenesterne, erstatter denne Aftale den anden aftale. Vilkår på webadresser, der henvises til i denne Aftale, er indarbejdet i Aftalen via denne reference.
    • 15.14 Fortolkning af modstridende vilkår. I tilfælde af konflikt mellem to eller flere dokumenter i Aftalen er dokumenterne gældende i følgende rækkefølge: Aftalen og eventuelle vilkår, som er angivet på en webadresse.
    • 15.15 Genparter. Parterne kan indgå denne Aftale ved at gennemføre den relevante ordreformular (hvis en sådan findes) eller denne Aftale i genparter, herunder fax-, PDF- eller elektroniske kopier, som tilsammen udgør ét instrument.
  • 16. Definitioner.
    • "Politik for acceptabel brug" er politikken for acceptabel brug af Tjenesterne, der er tilgængelige på https://gsuite.google.com/intl/da/terms/use_policy.html eller en anden sådan webadresse, som Google måtte angive.
    • "Yderligere tjenester" er Google-produkter, som ikke er en del af Tjenesterne, men som Slutbrugerne kan få adgang til med login og adgangskode til deres Slutbrugerkonti. Disse produkter er angivet på følgende webadresse: https://www.google.com/support/a/bin/answer.py?hl=da&answer=181865 eller en anden sådan webadresse, som Google måtte angive.
    • "Vilkår for Yderligere Tjenester" er de vilkår, der findes på følgende webadresse: https://gsuite.google.com/intl/da/terms/additional_services.html eller en anden sådan webadresse, som Google til enhver tid måtte angive.
    • "Administrationskonto" er den eller de administrationskonti, der leveres til Kunden af Google med det formål at administrere Tjenesterne. Brugen af Administratorkontoen/-kontiene kræver en adgangskode, som Google oplyser til Kunden.
    • "Administrationskonsol" er det onlineværktøj, som Google leverer til Kunden, og som kan bruges til rapportering og visse andre administrationsfunktioner.
    • "Administratorer" er Kundens angivne tekniske medarbejdere, som administrerer Tjenesterne for Slutbrugerne på Kundens vegne.
    • "Annoncer" defineres som online annoncer, eksklusive annoncer der leveres af andre annonceringsprodukter, der ikke er en del af Tjenesterne (f.eks. Google AdSense), som Kunden vælger i forbindelse med Tjenesterne, der vises af Google til Slutbrugere.
    • "Tilknyttet selskab" er en juridisk enhed, som direkte eller indirekte styrer eller styres af en part eller er under en parts generelle kontrol.
    • "Aftale" betegner enten denne aftale om G Suite for Education eller kombinationen af en ordreformular og denne Aftale om G Suite for Education.
    • "Alumni" betegner kandidater eller tidligere studerende fra Kundens institution.
    • "Årlig opkrævning" betegner den årlige debitering for Tjenesterne, som beskrevet i ordreformularen (hvis det er relevant).
    • "Startdato for fakturering" betegner den dato, hvor Kunden begynder at betale Google for Tjenesterne (hvis det er relevant).
    • "Brandelementer" er varemærkenavne, varemærker, tjenestemærker, logoer, domænenavne og andre karakteristiske brandelementer tilhørende en af parterne, og som den pågældende part fra tid til anden har sikret sig.
    • "Fortrolige oplysninger" er oplysninger, der videregives af den ene til den anden part i henhold til denne Aftale, og som er markeret som fortrolige eller normalt ville blive betragtet som fortrolige under de givne omstændigheder. Kundedata betragtes som Kundens fortrolige oplysninger.
    • "Kundedata" er de data, herunder e-mail, der gives, genereres, sendes eller vises af Kunden eller Slutbrugerne via Tjenesterne.
    • "Kundedomænenavn" defineres som de domænenavne, der ejes eller kontrolleres af Kunden, og som vil blive brugt i forbindelse med Tjenesterne, som er angivet i Ordreformularen. Kunden kan levere Tjenesterne til alle underdomæner (hvis f.eks. Kundedomænenavnet er "edu.com", kan et underdomæne inkludere "alumni.edu.com") uden skriftlig tilladelse fra Google.
    • "Ikrafttrædelsesdato" defineres som den dato, hvor Aftalen underskrives.
    • "Nødsikkerhedsproblem" defineres enten som: (a) en Slutbrugers anvendelse af Tjenesterne i strid med Politikken for acceptabel brug, hvilket kan afbryde: (i) Tjenesterne, (ii) andre kunders anvendelse af Tjenesterne eller (iii) Google-netværket eller -servere, der bruges til at levere Tjenesterne, eller (b) tredjeparts uautoriserede adgang til Tjenesterne.
    • "Slutbrugere" er de personer, Kunden giver tilladelse til at bruge Tjenesterne.
    • "Slutbrugerkonto" er en konto i et system, der hostes af Google, som Kunden opretter til en slutbruger via Tjenesterne.
    • "Love om eksportkontrol" defineres som alle aktuelle love og regler vedrørende kontrol af eksport og reeksport, herunder (i) de amerikanske bestemmelser om eksportbegrænsning ("EAR"), som udarbejdes af det amerikanske handelsministerium, (ii) handelsmæssige og økonomiske sanktioner, som fastlægges af det amerikanske finansministeriums afdeling for kontrol med udenlandske aktiver og (iii) de amerikanske bestemmelser om international våbenhandel ("ITAR"), som udarbejdes af det amerikanske indenrigsministerium.
    • "Gebyrer" betegner de beløb, som Google fakturerer Kunden for Tjenesterne som beskrevet i denne Aftale.
    • "FERPA" betegner de amerikanske love "Family Educational Rights and Privacy Act (20 U.S.C. 1232g)" og "Family Educational Rights and Privacy Act Regulations (34 CFR Part 99)", som kan ændres til enhver tid.
    • "Erklæring om privatliv for G Suite for Education" er erklæringen på følgende webadresse: https://gsuite.google.com/intl/da/terms/education_privacy.html eller en anden sådan webadresse, som Google måtte angive.
    • "Hjælp" er Hjælp til Google, som findes på https://www.google.com/support/ eller andre sådanne webadresser, som Google måtte angive.
    • "Aktiviteter med høj risiko" er anvendelsesområder såsom drift af atomfaciliteter, lufttrafikstyring eller respiratorsystemer, hvor anvendelsen af eller svigt i Tjenesterne kan føre til død, personskade eller miljøskade.
    • "HIPAA" er den amerikanske lov Health Insurance Portability and Accountability Act of 1996, som kan ændres til enhver tid, og eventuelle bestemmelser udstedt i henhold hertil.
    • "Immaterielle rettigheder" er nuværende og fremtidige globale rettigheder i henhold til patentlovgivningen, lov om ophavsret, lov om erhvervshemmeligheder, varemærkelovgivningen, lov om ideelle rettigheder og anden tilsvarende lovgivning.
    • "Startperioden for Tjenesterne" defineres som en periode begyndende med Tjenesternes startdato og fortsættende til den "Aktuelle periode for Tjenesterne", som er angivet i Ordreformularen fra Startdato for fakturering (hvis ordreformularen gælder Tjenesterne), eller hvis der ikke findes en Ordreformular gældende for Tjenesterne, starter perioden fra Ikrafttrædelsesdatoen og fortsætter et år.
    • "Debitering for oprindelig periode" betegner debiteringen for Tjenesterne for den Oprindelige tjenesteperiode (eventuelle engangsgebyrer ikke medregnet), som beskrevet i ordreformularen (hvis den er relevant).
    • "Månedlig debitering" betegner den månedlige debitering for Tjenesterne, der er beskrevet i ordreformularen (hvis den er relevant).
    • "E-mailadresse til meddelelser" er den adresse, som Kunden har angivet til at modtage e-mailmeddelelser fra Google. Kunden kan ændre denne e-mailadresse via administrationskonsollen.
    • "Ordreformular" betegner en ordreformular, som er det af Google leverede skriftlige dokument, som definerer, hvilke Tjenester Kunden i henhold til Aftalen køber af Google mod et Gebyr (hvis det er relevant). Ordreformularen indeholder: (i) et underskriftsfelt til Kunden eller til både Kunden og Google, (ii) SKU'er for de omfattede Tjenester, (iii) Gebyrer (hvis det er relevant) og (iv) antallet af Slutbrugerkonti og den aktuelle Tjenesteperiode for disse.
    • "Indkøbsordre" betegner en indkøbsordre udstedt af Kunden.
    • "Tjenester" er kernetjenesterne i G Suite for Education, som leveres af Google og anvendes af Kunden i henhold til denne Aftale. Tjenesterne er beskrevet her: https://gsuite.google.com/intl/da/terms/user_features.html eller på en anden sådan webadresse, som Google måtte angive.
    • "Tjenestens startdato" er den dato, hvor Google gør Tjenesterne tilgængelige for Kunden.
    • "Tjenestesider" defineres som de websider, der viser Tjenesterne for Slutbrugere.
    • "Tjenesteperiode" er den oprindelige Gyldighedsperiode og alle fornyede perioder for de pågældende Tjenester.
    • "SLA" er den Serviceniveauaftale, der findes her: https://gsuite.google.com/intl/da/terms/sla.html eller en anden webadresse, som Google måtte angive.
    • "Personale" betyder en person (herunder eventuelle fakultetsmedlemmer), der er eller har været ansat af Kunden. Enhver studerende eller alumne, der også er personale, betragtes som Personale i henhold til denne Aftale (og er ikke defineret som Studerende eller Alumne), hvis personen har været ansat hos Kunden inden for de seneste tolv måneder.
    • "Studerende" er en person, der er blevet tilmeldt hold, der udbydes af Kunden, inden for de seneste tolv måneder.
    • "Suspendering" er den øjeblikkelige deaktivering af adgangen til Tjenesterne eller dele af Tjenesterne, alt efter hvad der er relevant, for at forhindre yderligere brug af Tjenesterne.
    • "Skatter" defineres som alle afgifter, toldafgifter eller skatter (foruden Googles indkomstskat), der er tilknyttet salget af Tjenesterne, herunder alle relaterede bøder og renter.
    • "Gyldighedsperiode" betegner Aftalens gyldighedsperiode, som starter på ikrafttrædelsesdatoen og fortsætter indtil (i) udløbet af den sidste gyldighedsperiode for Tjenesterne eller (ii) Aftalens ophør som angivet heri.
    • "Anmodning fra tredjepart" er en anmodning fra en tredjepart om data vedrørende en Slutbrugers brug af Tjenesterne. En Anmodning fra tredjepart kan være en lovmæssig ransagningskendelse, retskendelse, stævning eller anden gyldig retskendelse eller et skriftligt samtykke fra Slutbrugeren, der tillader videregivelse.
    • "Teknisk support" er den tekniske support, som Google yder til Administratorer i Aftalens gyldighedsperiode i henhold til Retningslinjer for teknisk support.
    • "Retningslinjer for teknisk support" er Googles til enhver tid gældende retningslinjer for teknisk support for Tjenesterne. Retningslinjer for teknisk support findes på webadressen https://gsuite.google.com/intl/da/terms/tssg.html eller en anden sådan webadresse, som Google måtte angive.
    • "Vilkår på webadresser" defineres som retningslinjerne for Politik for acceptabel brug, Serviceniveauaftalen og TSS.